Lægen bandt velhængt råt oksekød, saltet kød fra gris, brød og kål på en snor og plumpede det hele ind gennem hullet i maven, ligesom når man er på fisketur. Så stoppede han sig sikkert en pibe tobak, tændte den, sludrede lidt med manden med hullet i maven, alt imens snoren stak ud af hullet. Efter en times tid trak han snoren ud.
Til alt held var der en læge i nærheden, da et gevær ved et uheld gik af og skød en kugle lige gennem soldaten Alexis St. Martins mave 6. juni 1822. Ind foran og ud gennem ryggen. Lægen hed William Beaumont, og han blev senere kendt som fordøjelsens fader, fordi han var den første, der for alvor kunne forklare, hvordan vi fordøjer vores mad. Beaumont behandlede såret det bedste, han kunne. Men det så ikke godt ud. Beaumont, der havde stor erfaring, regnede ikke med, at soldaten ville overleve. Soldaten – St. Martin – fik i løbet af de næste dage feber, og han havde det faktisk rigtig dårligt. Et af problemerne var, at hver gang han fik noget at spise, løb det ud af hullet i hans mave. Derfor bandt lægen en bandage om maven for at stoppe hullet, og så begyndte det at gå bedre. Efter noget tid blev soldaten rask. Og til
lægens store overraskelse overlevede St. Martin – uden at hullet i maven, der var cirka lige så stort som en femkrone, nogen sinde helede.
På heldigste vis havde lægen, der i forvejen var interesseret i fordøjelse, nu fået mulighed for at se, hvad der sker, når et menneske fordøjer. Han kunne bare kigge med inde i maven på soldaten. Og så kan det nok være, lægen gik i gang.
Lægen bandt forskellig mad på en silkesnor og stoppede det ind gennem hullet i maven – lige ind i soldatens mavesæk. Efter en times tid trak han snoren ud for at se, hvad der var sket. Noget af maden var begyndt at blive fordøjet. Han plumpede det ind igen og ventede en times tid mere. Nu var flere af stykkerne så opløst, at de var faldet af snoren og ikke kom med ud igen. Hm, hm, tænkte lægen – ikke al mad bliver åbenbart fordøjet lige hurtigt.
I de følgende år prøvede lægen med alle mulige slags kogt og rå mad – og alt hvad man ellers kan forestille sig. På den måde blev han klogere og klogere på menneskets fordøjelse.
Det kan godt være, at lægen var glad for alt det, han fandt ud af. Men soldaten var træt af alle forsøgene, og efter noget tid tog han fra New York til Canada for at slippe for lægen. Her blev han gift og fik to børn. Men Beaumont kunne ikke glemme alle de spændende forsøg, som han gerne ville lave, så efter nogle år fandt han frem til soldaten igen og fortsatte forsøgene i mere end otte år. Så fik soldaten for alvor nok og forsvandt for aldrig at vende tilbage – til Beaumonts store ærgrelse.
Men de forsøg, Beaumont nåede at lave, var vigtige. Han fandt for eksempel ud af, at kød bliver hurtigere fordøjet end grøntsager. Han fandt også ud af, at den væske, der er i maven, ikke er magen til spyt fra munden, og derfor måtte væsken være lavet nede i maven.
Hullet i soldatens mave – ja, det voksede aldrig til, og han måtte hele sit liv have en bandage på, så maden ikke faldt ud, når han spiste.
HVOR LÆNGE ER MAN OM AT FORDØJE MAD?
Når man putter et stykke kage eller en bid æble i munden, tager det fire til seks timer, før det er færdigfordøjet og klar til at komme ud i den anden ende. Først bliver det æltet og skåret i småstykker af tænderne. Og faktisk begynder fordøjelsen allerede i munden, for spyttet indeholder nogle stoffer, der begynder at opløse maden. Når vi synker, kommer maden ned i maven, hvor mavesyren ødelægger maden endnu mere og bryder den ned til mindre og mindre dele. Fra maven kommer maden – eller det, der er tilbage af den – over i tarmene, hvor de ting, som kroppen har brug for, for eksempel energi og vitaminer, kommer ind i kroppen. Først når der ikke rigtig er noget tilbage i maden, som kroppen kan bruge, plumper det ud.