år under dynen

Et helt år under dynen

Tænk at ligge og slappe af og få penge for det i et helt år. For nogle vil det sikket lyde som det fedeste forsøg i hele verden at være med i.

Men ville det egentlig være rigtig fedt ikke at komme ud af sengen i et helt år? Det er nok i overkanten for de fleste. Men ikke for de 11 russiske mænd, som sagde ja til at være med i et forsøg, som fysikeren Boris Morukov lavede. Hvorfor de ville være med, er ikke helt klart. Måske for videnskabens skyld. Måske fordi de fik en medalje. Eller måske fordi de fik en bil for indsatsen?

De 11 mænd trak i pyjamassen i januar 1986. Hele det næste år kom de ikke ud af sengen. De måtte ikke engang sidde op. De kunne se fjernsyn, skrive breve og læse alt det, de ville. De spiste alle deres måltider i sengen, og de blev vasket, mens de lå i sengen. Kort sagt må det have været virkelig dødkedeligt. Selv at skrive breve til sin kone og sine børn må være mindre morsomt i længden.

Det eneste, forsøgspersonerne måtte, var at vægttræne lidt eller ”gå” på et lodret løbebånd – naturligvis mens de lå ned. Hver søndag kom deres familier på besøg, men de skulle stadig ligge ned, mens de havde gæster.

Det var bestemt ikke lutter lagkage. Faktisk var selv maden kedelig – i hvert fald blev den ”serveret” i aluminiumsdåser. På særlige helligdage blev der holdt fest. Det må have været omtrent de kedeligste fester, man kan forestille sig. Det var da altid noget, at de havde hinanden – og sygeplejerskerne – at snakke med. Men det gik nu heller ikke altid helt godt. I hvert fald blev de nogle gange uvenner. Deres koner syntes heller ikke, at det var så sjovt at være gift med mænd, der ikke var hjemme og bare lå i sengen hele tiden. I hvert fald blev flere af forsøgspersonerne skilt.

Og hvad var egentlig formålet med forsøget? Jo, i 1986 var det 17 år siden, at de første mennesker landede på Månen – og kom tilbage igen. Den tur tog såmænd kun sølle 8 dage. Men hvad ville der ske med kroppen, når mennesker begyndte at tage på længere rejser i rummet? En tur til Mars tager for eksempel cirka 1½ år frem og tilbage.

Når vi er på Jorden, gør tyngdekraften, at vi nærmest går rundt i et motionscenter hele tiden. Alting vejer noget. Ude i rummet er der ingen tyngdekraft. Derfor skal man heller ikke bruge sine muskler ret meget. Faktisk lidt ligesom når man ligger i en seng. Og det er temmelig hårdt for kroppen ikke at bruge musklerne. De 11 mænd i sengene kunne måske give svar på, hvad der ville ske på lange rejser i rummet.

Der havde været forsøg med at lade forsøgspersoner ligge i sengen før. Men kun i en uge eller et par måneder. Morukov, der selv var kosmonaut og vidste, hvad han snakkede om, syntes, at der manglede et ordentligt forsøg.

Efter 370 dage stod forsøgspersonerne endelig ud af sengen.

Eller fik hjælp til det. Udenfor havde det været vinter, forår, sommer

og efterår, og endnu en vinter var godt i gang. De må have glædet sig helt vildt. De blev naturligvis undersøgt på alle mulige måder, ligesom de var blevet det undervejs. Var deres muskler blevet mindre? Ja. Var deres knogler blevet tyndere? Ja. Men kun, hvis de ikke havde trænet. Alt i alt fik man en masse viden ud af forsøget.

Ud af de 11, der startede, var der kun 1, der sagde stop undervejs. Han var den eneste, der havde en bil i forvejen.

DEN INTERNATIONALE RUMSTATION

I dag findes der et kæmpe laboratorium ude i rummet. Det hedder Den Internationale Rumstation og flyver rundt cirka 120 kilometer oppe i luften. Her bor astronauter fra mange forskellige lande – den danske astronaut Andreas Mogensen har også været der. Astronauterne prøver at finde ud af, hvordan man bedst lever i rummet. Derfor kan man i dag lave forsøg i helt ægte omgivelser. For eksempel har man lavet forsøg med at få planter til at gro, sådan at vi måske kan lave vores egen mad, når vi skal til at tage på lange rejser i rummet.

VIDSTE DU?

En astronaut og en kosmonaut er det samme: en, der rejser ud i rummet. I Europa og USA kalder man det astronaut, i Rusland kosmonaut. Hvis ham, der rejser ud i rummet, kommer fra Kina, bliver han kaldt en taikonaut. Hvis man oversætter astronaut fra græsk, betyder det ”stjernesømand”. Kosmonaut betyder ”universsømand”.

Scroll to Top