Kan en abe blive som et menneske, hvis det bliver opdraget som et menneskebarn?
Hans kone var slet ikke tilfreds. Hun syntes, at hendes mands idé var langt ude. Det var den sådan set også. Ingen havde nogensinde før opdraget en chimpanse som et menneskebarn. Men det skulle prøves, mente hr. Kellogg, der var forsker ved et universitet i USA i 1931. Og det passede perfekt. Fru Kellogg var nemlig gravid, så de kunne få chimpansen samtidig med deres eget barn, og de to ville være jævnaldrende. På den måde kunne man bedre sammenligne, og menneskebarnet kunne påvirke chimpansen til at blive mere menneskelig. Tænkte de. Men det var nu slet ikke det, der rent faktisk skete.
Syv måneder gammel flyttede chimpansen Gua fra en zoologisk have ind hos hr. og fru Kellogg – og deres dreng, Donald, på ti måneder. Aben, der var en hun, må have følt sig velkommen.
I hvert fald fik hun tøj på, blev kysset, spiste ved bordet med ske, blev badet og holdt af på samme måde som deres egen dreng. Hr. og fru Kellogg gik til det med al den videnskabelige begejstring, de kunne. Børnene blev vejet morgen, middag og aften. De fik målt deres blodtryk hver dag. Deres syn, bevægelser og frygt blev testet: Hr. Kellogg prøvede for eksempel at affyre en pistol bag ved dem for at se, hvordan de reagererede. Ja, selv hvordan det lød, når man slog på deres hovedskal, blev skrevet ned:
”Man kan høre forskellen på deres hovedskaller, når man slår på den med en ske. Lyden fra Donalds hoved lyder lidt som et dumpt bump, mens Guas lyder mere, som når man slår en kødhammer mod en bowlingkugle,” skrev hr. Kellogg. Hvordan det så ellers lyder.
Men forsøget gik slet ikke godt. For selv om de to ”børn” var gode venner, var Gua generelt hurtigere til alting. Hurtigere til at bruge ske, hurtigere til at kunne sidde på en stol, bedre til at forstå, hvad de voksne sagde. Det eneste, Donald var god til, var at efterligne. Så han begyndte at efterligne Guas sprog. Den lyd, hun sagde, når hun var sulten eller ville have en appelsin, begyndte Donald også at bruge. Det virkede faktisk slet ikke, som om Gua var på vej til at blive som et menneske. Nærmere som om Donald var på vej til at blive en abe. Da han var 19 måneder gammel, kunne han kun 3 ord. Almindelige børn i den alder kan cirka 50.
Der kan man godt forestille sig, at fru Kelloggs mundvige virkelig pegede nedad. I hvert fald sluttede eksperimentet, efter Gua havde boet hos familien i 9 måneder, meget pludseligt.
Efter Gua flyttede, lærte Donald hurtigt flere ord. Han læste senere til læge og blev psykiater. Og tankerne om, at opdragelse kan gøre en abe til et menneske, blev lagt på hylden.
NATUR ELLER KULTUR
Det store spørgsmål, som Kellogg og mange andre forskere har ledt efter svaret på, er: Bliver vi dem, vi er, på grund af vores gener eller på grund af vores kultur? Altså det sted, vi vokser op, og de mennesker, der er omkring os. Forskerne er stadig ikke helt enige, men sandheden er nok, at nogle karaktertræk kommer fra vores gener og nogle fra vores kultur. Det er for eksempel umuligt at opdrage børn til at få en anden øjenfarve end den, de er født med. Så øjenfarve må være bestemt af generne. Til gengæld er vores sprog bestemt af, hvor vi vokser op. Hvis for eksempel et barn født af danske forældre lige fra fødslen vokser op i en spansk familie, vil det ikke tale dansk, men spansk. Derfor kan sproget ikke være bestemt at generne.
VIDSTE DU?
Nogle gange sker det, at mennesker bliver opdraget af dyr. Som for eksempel John Ssebunya, der som lille barn flygtede ud i junglen i Uganda i midten af 1980’erne. Som lille barn på måske fire år kunne han ikke klare sig selv, men efter et par dage kom en abe hen og gav ham nødder og rødder. Først var aberne bange for ham, men da de kunne se, han ikke var farlig, tog de sig af ham og viste ham, hvordan man klatrer i træer, og hvordan man finder mad. I over otte måneder levede han med abeflokken, fik langt hår og lange negle, før han blev fundet af nogle mennesker, der tog sig af ham. Som menneske.