ur i 14 år

Fulgte med på uret 14 år i træk

1. november 1999 var uden tvivl en dag, som forskeren havde glædet sig til. Den dag begyndte forsøget endelig. Det kan være svært at forstå glæden. For det må uden tvivl være det mest kedelige eksperiment nogensinde. Forskeren havde fundet 12 helt ens ure. Nu skulle han og hans hold af forskere bare holde øje med dem. I 14 år i træk!

Kan man nu virkelig være sikker på det, man tror? Forstil dig, at du ramte din lillebror med en fodbold i går. Lige i hovedet. Selv om du naturligvis skød efter overliggeren. Naturligvis. Hvis du gik ud i haven og gjorde det samme i dag – skød til bolden med samme kraft, ramte den lige så klokkerent, vinden blæste på præcis samme måde, og din lillebror stod præcis på samme sted. Ville du så ramme igen? Ja – det må man formode. Vi regner nemlig med, at de fysiske love, for eksempel tyngdekraften, er ens hele tiden. Men kan vi nu virkelig være HELT sikre på det?

Hvis ikke, er det et kæmpe problem. For mange af de fysikforsøg, man har lavet gennem tiden, bygger på, at for eksempel tyngdekraften altid er ens på Jorden. Men det kan man jo kun vide, hvis man tjekker det. Og det var derfor, Bijunath Patla og hans fysiker-gruppe fra National Institute of Standards and Technology i USA godt kunne se fornuften i forsøget. I virkeligheden var det ikke bare tiden, de var interesseret i, men også de atomprocesser, der foregik inde i de utrolig præcise atomure.

Der blev holdt godt øje med urene hele tiden. ”Hvis temperaturen i rummet falder mere end ½ grad, går der en alarm i gang. Der er hele tiden nogen, der holder øje med dem,” fortalte Patla.

441.806.400 sekunder senere var der gået 14 år. 1999 var blevet til 2013. Nu kunne Patla og hans hold endelig række armene i vejret og tørre sveden af panden. Hverken tiden, tyngdekraften eller noget andet havde ændret sig.

Pyha! Nu kan vi være mere sikre på, at solsystemet er ens til alle tider og alle steder. Fysikkens love virker på samme måde i dag som for 4,5 mia. år siden, da Jorden blev skabt. Eller som i går, da du ramte lillebror.

Meeeeeen kan man nu også være helt sikker? Næsten i hvert fald. For Patla har en plan om at lave et nyt forsøg magen til. Bare i endnu længere tid og med endnu mere præcise ure.

JORDEN BEVÆGER SIG RUNDT OM SOLEN

Når forskerne kan sige, at de fysiske love er ens, uanset hvor Jorden befinder sig, er det, fordi vores klode bevæger sig. Den ligger ikke stille. I midten af vores solsystem ligger Solen. Udenom bevæger planeterne sig rundt og rundt. Når Jorden har bevæget sig en gang rundt om Solen, er der gået et år. Jorden flytter sig altså hele tiden. Vildt hurtigt, rent faktisk. Vi ræser af sted gennem rummet med cirka 110.000 kilometer i timen. Det er cirka 30 kilometer på 1 sekund. Så Jorden er hele tiden et nyt sted i solsystemet.

Scroll to Top