Endelig har lægen fået fat i en, der dør uden ballade. Nu ligger han på en speciel vægt, der vejer hele hans krop. Lægen og hans hjælpere har holdt nøje øje med ham de sidste timer. Hvornår trækker han vejret for sidste gang? Endelig ser det ud til at være. NU! I det samme vender alle blikket mod den lille nål, der viser, om vægten af den døde ændrer sig. Det gør den! Hele 21 gram er den døde blevet lettere. Og det skete, lige da han døde! Det må være, fordi hans sjæl forsvandt ud af kroppen.
Det her forsøg kan vist kun med det yderste af neglene kaldes videnskabeligt. Allerede da det blev lavet for over 100 år siden (i 1901), blev det kaldt alt fra snyd til genialt og nyskabende inden for forskning.
Lægen Duncan MacDougall mente, at når man døde, så fløj sjælen ud af éns krop. Det var der nu ikke noget mærkeligt i – det troede de fleste dengang. Men ifølge lægen ville alt, der fandtes, også veje noget. For eksempel en sjæl.
Derfor fik MacDougall lavet en – efter den tid – præcis vægt, som en person kunne ligge på. Men det var bare første skridt. Næste skridt var at finde nogle patienter, der døde ordentligt og stille. MacDougalls idé var, at sjælen jo nok ikke var en sværvægter, så hvis patienten ikke døde stille, men lå og bevægede sig og for eksempel hostede, ville vægten køre op og ned. Ligesom hvis man står på en badevægt og hopper. Og så kunne man ikke aflæse sjælens vægt præcist og videnskabeligt. En patient med lungebetændelse ville for eksempel aldrig kunne bruges, hvis det betød, at vedkommende kastede sig rundt i sengen. Næh, det bedste ville være en god, stille død af tuberkulose. MacDougall opstillede følgende krav til sine forsøgspersoner:
- De skulle dø stille.
- Man skulle kunne forudsige døden et par timer i forvejen.
- De måtte ikke veje for meget.
Allerede flere uger før de landede på vægten, havde seks døende, der passede godt til kravene, skrevet under på, at de ville være med i forsøget. De havde jo heller ikke så meget at tabe, kan man sige.
Alt var klart, da en 54-årig mand med tuberkulose blev lagt på vægten. 3 lange timer ventede de. 3 timer og 30 minutter – nu kunne der ikke være langt igen. Og endelig – efter 3 timer og 40 minutter var MacDougall og hans folk enige om, at manden døde. Og i det samme faldt kroppens vægt med 21 gram. MacDougall var ikke i tvivl. Her var beviset. Sjælen vejer 21 gram!
Han prøvede med de fem andre, men de døde slet ikke ordentligt. Enten døde de for hurtigt, så han ikke fik indstillet vægten, eller også blev de ikke lettere, netop da døden indtraf.
Det ændrede nu ikke hans faste tro på, at han havde bevist, at sjælen vejede 21 gram. Resultatet blev desuden senere understreget af, at ingen af de 15 hunde, han vejede, mens de døde, blev lettere. Man mente ikke, at hunde havde en sjæl, så det passede jo godt. Da historien kom i medierne, blev der godt nok en del ballade. Ikke desto mindre kunne man mange år efter høre, at ”sjælen vejer 21 gram”.
Men man kan i hvert fald ikke sige, at det er videnskabeligt bevist. De 21 gram, som MacDougall målte, var formentlig blot en fejl med vægten.
HVAD SKER DER I KROPPEN, NÅR VI DØR?
Idéen om, at sjælen vejer noget, er naturligvis noget vrøvl. Men når vi dør, sker der faktisk en hel masse ting i kroppen. For det første bevæger blodet sig jo ikke længere rundt. Så affaldsstofferne kommer ikke længere væk fra for eksempel musklerne. Derfor kan musklerne ikke slappe af og bliver helt stive efter et par timer. Så kan man ikke bøje de dødes ben og arme, og nogle gange får de også gåsehud. En anden ting, der sker, er, at fordøjelsen fortsætter. Derfor kan døde mennesker i timerne efter deres død godt blive pustet op af gasserne fra fordøjelsen.