Den gule og sorte bi kravler laaaaaaangsomt op ad din næse. Dens ben efterlader små bitte fodaftryk, som du kun lige netop kan mærke som en svag kildren. Lig helt stille. Om lidt stikker den – men det er også meningen. For ellers kan man jo ikke finde ud af, hvor ondt det gør, og hvor på kroppen det gør mest ondt …
Michael Smith var forsker på afdelingen for neurobiologi og adfærd på Cornell-universitetet i USA, og han var vild med bier. Han havde haft bier, siden han var teenager, så det var ikke uvant for ham at blive stukket. Alligevel overvejede han det nok grundigt, før han gik i gang med at finde ud af, hvor det gør mest ondt at blive stukket.
Først lagde han en god plan. Han skulle bruge en masse sure bier, et ur og en hel del mod. Og et kort over kroppen med krydser de 25 steder, han skulle stikkes – knæhasen, nakken, hovedskallen, under foden osv. Det lyder nærmest som Olsenbanden.
Tidspunktet for stikkene var heller ikke ligegyldigt. Alting skal jo helst være på samme måde, når man udfører videnskabelige forsøg, og derfor skulle han stikkes mellem klokken 9 og 10 hver morgen. Og så er det jo vigtigt at kunne måle smerte i forhold til noget. Derfor besluttede han, at et stik i underarmen hver dag skulle være hans startstik og slutstik. På den måde kunne han se, om de andre steder – for eksempel ballen, tissemanden og brystvorten – gjorde mere eller mindre ondt. Alle stikkene ville han vurdere på en skala fra et til 10, hvor stikket i armen var fem. I alt skulle han stikkes tre gange hvert sted, så han kunne tage et gennemsnit af stikkene.
Så var han klar. Eller næsten. Giften i bistikkene kan nemlig muligvis påvirke immunforsvaret og gøre det bedre. Og måske ville han vænne sig til stikkene undervejs, så de første stik simpelthen gjorde mere ondt, fordi han ikke var så vant til det i begyndelsen. Derfor trænede han. Hver dag i tre måneder, inden forsøget gik i gang, fik han cirka fem stik om dagen. I alt over 400 stik. Og SÅ var han vist også klar.
De sure bier boede i et bistade lige uden for vinduet på hans kontor. Hver dag mellem klokken 9 og 10 fangede han fem forsvarsbier, der har til opgave at forsvare bistadet og derfor meget gerne vil stikke. Med en pincet holdt han dem en ad gangen ned mod huden, indtil de stak. Først på underarmen, så tre steder valgt tilfældigt af et computerprogram og så igen på armen. Smerten fra hvert stik blev noteret, og sådan gjorde han i 38 dage. Og endelig kunne han konkludere, hvor det gør mest ondt at blive stukket af en bi. Det er i – næseboret. ”Når man bliver stukket i næseboret, gør det virkelig ondt. Man nyser med det samme, og tårer og snot løber,” fortalte Smith siden.
På andenpladsen kommer overlæben, og først på tredjepladsen kommer tissemanden.
Hvordan måler man smerte?
Smerte er ikke bare smerte. Der er stor forskel på, hvordan det føles, når man skærer sig på et stykke papir, og hvordan det føles at have ondt i hovedet. Og så er det også meget forskelligt, hvor meget smerte, vi hver især kan tåle. Derfor er det svært at måle ”hvor ondt noget gør”, selvom man selvfølgelig har prøvet. I 1940’erne udviklede nogle læger et ”dolorimeter”, men det virkede ikke særlig godt. I dag beder man patienterne selv om at vurdere deres smerter på en skala fra 1-10. Det er heller ikke rigtig godt. Men det er det bedste, vi har.
Vidste du?
• Kvinder og rødhårede føler smerte stærkere.
• Hvis du er højrehåndet, vil du føle smerte stærkest i venstre side af kroppen – og omvendt hvis du er venstrehåndet.