Hvor meget prutter du?

Gæret? Surt? Helt sikkert dårligt!

Vi lukker alle lugtende prutter ud, og allerede for cirka 200 år siden havde franskmanden François Magendie lyst til at undersøge, hvor meget mennesker prutter, og hvad der giver hvilke lugte. Men ingen ville frivilligt lægge numse til.

Heldigvis var der forsøgspersoner, der ikke kunne sige nej. Faktisk kunne de slet ikke sige noget. De var nemlig forbrydere og havde fået hugget hovedet af.

Allerede en times tid efter henrettelsen fik Magendie en hovedløs forbryder op på sit operationsbord. Her skar han hul fire steder i tarmen. På den måde fik han en idé om, hvilke fødevarer der giver hvilke lugte. Han har nok haft en ret hårdfør næse.

Men det var jo ikke særlig videnskabeligt. Og nysgerrigheden i forhold til prutterne var på ingen måde stillet. Og spørgsmålene blev ved at melde sig.

Mange år senere bad man folk om at lave ”flatografiske dagbøger”. Det betyder i virkeligheden bare, at de skulle skrive ned, hver gang de pruttede. Men det gav bare ikke rigtig noget svar på, hvor meget man prutter. Kun på hvor tit. De fleste af os er jo faktisk prutteeksperter, og derfor ved vi godt, at der kan være forskel på størrelsen af en prut. En svag knirken eller et tordenskrald? Men nu ville man undersøge sagen ordentligt. Så for cirka 30 år siden tog man prutteforskningen op igen. Nu bevæbnet med mange flere videnskabelige apparater.

Fem kvinder og fem mænd i alderen 19-25 år lagde tarm til forsøget. Før de gik i gang, fik de et måltid ”almindelig” mad, som blandt andet indeholdt 200 gram bønner. Prutterne blev opsamlet gennem en bøjelig plastikslange, der var stukket 4 centimeter ind i numsen. Slangen endte i en ballon, og hele herligheden var sat fast med tape, så det ikke kunne rykke sig. Forskerne var naturligvis bekymrede for, at systemet ikke var helt tæt. Derfor testede de det, lidt ligesom når man skal finde ud af, om der er hul i en cykelslange. En af personerne hoppede i et bassin med lunt vand, der nåede til maven, og stod der i en time. Forskerne så ingen bobler komme op af vandet.

Til gengæld kom der gas i ballonen. Det virkede!

Nu kunne forsøget gå i gang. Hver gang forsøgspersonerne slap en fis, satte de et kryds på en seddel. Og hver halve time blev ballonen skiftet. På den måde fandt forskerne ud af, at:

• Vi prutter cirka en halv liter om dagen .
• Nogle mennesker prutter tre gange så meget som andre .
• Mænd og kvinder prutter lige meget (i lang tid troede man, at kvinder prutter mest) .
• Man prutter mest cirka en time efter et måltid .
• Man prutter også, mens man sover .
• Man prutter i gennemsnit otte gange om dagen .

Forskerne fandt ikke bare ud af, hvor meget, hvor tit og hvornår vi prutter. De fandt også ud af, hvilke kemiske stoffer der er i en prut. Og at det især er svovlgasserne, der lugter grimt. Undersøgelserne krævede blandt andet to prutdommere, som lagde næser til, hvor grimt prutterne lugtede. På en skala fra 1 til 8 fra ”harmløs” til ”nærmest dødelig”.

Bagefter opfandt forskerne et par underbukser, der kan filtrere lugten af prut fra. Så kan mennesker, der får ondt i maven af at holde på deres prutter, slippe for det.