April måned nogle og tredive år efter Jesu fødsel var en måned, der gik over i historien. I den måned blev Jesus nemlig arresteret, og senere blev han hængt op på et stort kors. Han fik hamret lange søm gennem hænder og fødder og døde. Så langt er de fleste enige. Men så stopper det også – i hvert fald inden for videnskaben. For hvad døde han egentlig af, der på korset?
Sådan en god og vigtig fortælling skal naturligvis have en naturvidenskabelig forklaring. Sådan tænkte allerede Pierre Barbet tilbage i 1950. Han var en fransk læge og chefkirurg ved Sct. Joseph-hospitalet i Paris. Som kirurg havde han god forstand på menneskets anatomi, og han begyndte at spekulere på, hvorfor man egentlig dør af at hænge på et kors?
Efter at have vendt og drejet forskellige ideer kom han med en teori. Jesus hang jo i armene. Derfor mente Barbet ikke, at Jesus kunne trække vejret ordentligt. Kun hvis Jesus satte fra med fødderne, hver gang han skulle trække vejret, ville han kunne få luft. Som tiden gik, blev Jesus træt i benene og kunne derfor ikke længere få vejret. Derfor døde han.
Barbet mente heller ikke, at Jesus’ hænder ville kunne have holdt til at være sømmet fast. Han fik fat i en friskamputeret arm, hamrede den fast i et bræt og bandt en vægt på cirka 40 kg fast i albuen. Hullet, hvor sømmet sad, blev hurtigt større og større. Og da han rystede armen godt og grundigt, gik hånden løs fra brættet. Bagefter prøvede han med andre amputerede arme og endelig en hel død person for at se, hvor sømmet skulle hamres ind i hånden for at holde bedst muligt.
Problemet var bare, at Barbet ikke rigtig kunne lave forsøg med levende personer, der trak vejret. Han forestillede sig altså kun, at det måtte være grunden til, at Jesus døde. Og den går ikke inden for videnskab. Der skal man bevise det.
Den kendte Frederick Zugibe, der i over 30 år arbejdede med hjertekarsygdomme i USA, mente ikke, at Barbet havde ret. Han ville først se det afprøvet på levende mennesker. Så det gik han i gang med.
I over 30 år stod Zugibes hjemmelavede kors ude i garagen ved hans hus i en forstad til New York. Man skulle måske tro, at det ville være svært at få fat i forsøgspersoner, der havde lyst til at hænge på et kors. Men det var slet ikke tilfældet. Hurtigt meldte mere end hundrede personer sig fra en lokal, religiøs gruppe.
”De ville have betalt mig bare for at prøve, hvordan det føles i virkeligheden,” har Zugibe senere fortalt.
De fleste af forsøgspersonerne var dog ikke så vilde med at skulle have søm gennem hænder og fødder. Derfor fandt Zugibe på en anden løsning. Først byggede han korset og satte nogle bløde læderhandsker fast på det. Forsøgspersonerne skulle så bare stikke hænderne ind i handskerne, så ville de hænge fast, ligesom hvis de var blevet sømmet fast. Benene blev bøjet en lille smule, som man tit ser på krucifikser i kirker, og fødderne blev bundet fast til korset med læderremme med fodsålerne ind mod korset. Den ene fod oven på den anden. Så blev korset sat op. Og så hang de der. Nu var det endelig muligt at lave videnskabelige målinger. Og den mulighed blev ikke spildt. Zugibe og hans hjælpere målte blodtryk, vejrtrækning og forskellige gasser som ilt og CO2 i blodet – og alt mulig andet. Det gjorde godt nok temmelig ondt i arme og led at hænge der, og flere af forsøgspersonerne gav udtryk for, at de gerne ville ned. Og det kom de også. Efter cirka en time.
Efter forsøgene kunne Zugibe med stor sikkerhed skrive en videnskabelig artikel, der viste, at Barbet tog fejl, når han troede, at Jesus døde, fordi han ikke kunne trække vejret ordentligt. For godt nok gjorde det ondt på forsøgspersonerne at hænge der. Men trække vejret, det kunne de – selv efter en time. Det viste alle målingerne. I stedet mente Zugibe, at Jesus døde af ”hypovolæmisk chok”. Fordi Jesus blev pisket, mistede blod og ikke fik noget at drikke, kunne blodet til sidst ikke flyde ordentligt rundt i kroppen. Og det var derfor, han døde, konkluderede Zugibe.