36 hotdogs var allerede røget ned, og manden var ikke engang mæt. Kunne denne her superæder bare blive ved? Hvordan i alverden kunne hans mave klare det?
En tidlig morgen i 1980’erne ankom en kvinde til Royal Liverpool Hospital i England. I hendes mave var 1 kilo stegt nyre, 700 gram stegt lever, en bøf, to æg og 500 gram ost. Og hun havde også husket at spise frugt og grønt: 250 gram champignon, fire pærer, 1 kilo vindruer, 1 kilo blommer, to æbler, 10 ferskner, fire bananer, et blomkålshoved og 1 kilo gulerødder. Toppet med to glas mælk. Alt i alt 8,5 kilo mad og drikke. Det var alligevel for stor en mundfuld. Mavesækken sprak, og hun døde.
Men der findes meget få tilfælde af folk, der dør af at spise – i hver fald hvis man ser bort fra dem, der har spist så meget i mange år, at de er blevet alt for tykke.
Til gengæld har man undersøgt, om det faktisk kan lade sig gøre at putte så meget ned i maven, at mavesækken revner. Mest på folk, der allerede var døde.
Allerede i 1891 besluttede den svenske professor og læge Key-Åberg at finde ud af, hvad der skal til, for at mavesækken revner, og derfor lavede han forsøg med mere end 30 døde mennesker. Han fandt ud af, at mavesækken revner, hvis man fylder den hurtigt med 3-4 liter væske, eller hvis man langsomt hælder 6-7 liter i den. Andre forskere har senere prøvet det samme og er kommet til samme resultat. Mavesækken kan faktisk revne.
Men alle forsøgspersonerne var jo døde. Og kroppen fungerer jo anderledes, når man er død, end når man er levende. Når man er levende, bliver maden for eksempel skubbet videre fra maven ned i tarmen, og hvis man spiser for meget, kaster man op, før mavesækken revner. I hvert fald normalt.
Alligevel er der er jo ingen tvivl om, at forskellige mennesker kan spise forskellige mængder af mad. Nogle bliver hurtigere mætte end andre. Tænk bare på de såkaldte superædere, der deltager i konkurrencer og æder for eksempel hotdogs. De må da kunne noget særligt!
Det undersøgte David Metz, der var forsker på University of Pennsylvania i USA. Han fik først fat i en hurtigæder. En der var på toptilisten over verdens hurtigste hurtigædere. Overraskende nok var hurtigæderen slank og vejede på trods af sin deltagelse i diverse ædekonkurrencer kun cirka 75 kilo. Bagefter fik Metz fat i en mere almindelig mand. Han var noget større end hurtigæderen (95 kg) og havde generelt en sund appetit.
Spørgsmålet var, hvad der skete i superæderens mave. Forsøget gik i gang – de to skulle dyste om at spise flest hotdogs på 12 minutter. Men før de gik i gang med hotdogsene, skulle de drikke noget barium, så man kunne tage røntgenbilleder af indholdet i deres maver, mens de spiste.
Klar, parat, start – de gik i gang. Hurtigæderen åd to hotdogs ad gangen, så han kunne få så mange som muligt ned.
”Det var virkelig overraskende at se, hvor hurtigt han spiste hvert par hotdogs uden på noget tidspunkt at stoppe,” skrev Metz bagefter i sin videnskabelige artikel.
Den almindelige mand gav hurtigt op. Han spiste kun en hotdog ad gangen, og efter sølle syv hotdogs fik han det dårligt og sagde, at han ville kaste op, hvis han spiste bare en bid mere.
Forskerne stoppede testen. På det tidspunkt havde hurtigæderen guffet 36 hotdogs i sig, og de var bange for, at hans mave ville revne. Selv sagde han, at han havde det fint og slet ikke følte sig mæt.
På røntgenbillederne kunne forskerne tydeligt se forskel på de to maver. Maven på den almindelige mand lignede en almindelig, meget mæt mave. Men hos superæderen var maven meget mere udspilet. De konkluderede, at nogle mennesker kan træne sig op til at spise meget, uden deres mave revner. Det er altså ikke, fordi de er bedre eller hurtigere til at fordøje maden. Deres maver kan bare spiles enormt meget ud, fordi de har trænet og trænet.
Vidste du?
- Flest burgere spist på 3 minutter: 12.
- Hurtigst spiste pizza: 23 sekunder.
- Flest hotdogs: 72 på 10 minutter.
- Flest doughnuts (med flormelis på): 9 på 3 minutter.
Hvorfor bliver vi mætte?
Når vi sætter os ved aftensbordet kl. , og frikadellerne står på bordet, bliver vores sult pirret, og vores mund begynder at danne spyt. De første bidder gafles indenbords og lander i maven sammen med den stuvede hvidkål og kartoflerne. Mens vi spiser, bliver mavesækken spilet ud. Den udspilede mavesæk sender besked til vores hjerne om, at vi skal føle os mætte. Så det gør vi. Samtidig bliver der også udskilt nogle hormoner, der får os til at føle os mætte. Hvis man øver sig, for eksempel ved at drikke meget vand, kan man vænne maven til at være udspilet, uden man føler sig mæt. Det er sådan, superædere træner til at kunne spise meget.