Mumse mums. Mus. Mmmm … Det er ikke sikkert, at manden ligefrem har nydt at spise en spidsmus. Men han nød det sikkert mere end forskeren, der ledte efter knoglerne et par dage efter i det, der kom ud af mandens anden ende.
Gad vide hvad man spiste i gamle dage? Altså i rigtig gamle dage for måske 1000 år siden eller mere. Når man laver arkæologiske udgravninger de steder, folk boede dengang, kan man godt få en idé ud fra de knogler, man finder på køkkenmøddingerne. Køkkenmøddinger er fortidens affaldsdynger. Men det har hidtil været svært at finde svar på én ting. Nemlig om vores forfædre indimellem spiste mus og andre smådyr. For hvis man finder et museskelet i en mødding, kan man jo ikke se, om det en mus, der er blevet spist. Eller om det er en mus, der døde på møddingen af sig selv dengang for mange år siden.
Den slags gik den amerikanske arkæolog Brian Crandall og grublede over i 1995. Men så fik han en idé. Hvad nu, hvis man fangede en mus og lod en mand spise den. Så kunne man jo se, hvor meget der kom ud i den anden ende, og hvor meget fordøjelsen ødelagde på vejen. På den måde kunne man nemmere se på knoglerne fra udgravningerne, om musene engang havde været mad.
I begyndelsen af sommeren 1995 gik Crandall – sikkert fløjtende – ud og satte fælder op i det bakkede landskab, hvor han boede. En dejlig fed spidsmus gik i en af fælderne. Mere præcist var den – uden hale – 9 centimeter lang. Fødderne var på størrelse med en app-ikon, og halen var cirka lige så lang som en tændstik. Alt i alt godt 20 gram mus. Det var den nemme del.
På forhånd havde forskeren fundet en frivillig (mand), der gerne ville spise musen. Men før den landede på tallerkenen, blev den flået og fik maven taget ud. Og for en sikkerheds skyld blev den også lige kogt i to minutter. Nu var den klar. Men ikke nok med, at manden skulle spise musen. Han måtte heller ikke tygge den, for så gik knoglerne jo i stykker. Niks, han skulle spise den i hele bidder.
”Alle vil altid vide, hvem der spiste musen. Men den virkelige ære skal da gå til den, der fik fat i knoglerne igen!” har forskeren siden sagt. Og det kan han da have ret i. Hver gang, manden havde været på toilettet i de næste tre dage, samlede forskeren Crandall lorten op, kogte den i vand og hældte det gennem et klæde. På den måde kunne han samle museknoglerne op og se, hvordan knoglerne ændrede sig på deres vej gennem den snørklede tarm. Cirka 1/5 af musens skelet forvandt, viste det sig.
På den måde kunne han, næste gang han var i gang med en udgravning og fandt museknogler, finde ud af, om de var blevet spist eller ej. Om der siden er fundet museknogler i udgravningerne, som man kan se er blevet spist, melder historien ikke noget om.
FORTIDENS AFFALD ER NUTIDENS ARKÆOLOGISKE GULD
I Danmark er en af de nemmeste måder at finde ud af, hvad fortidens mennesker spiste, at undersøge deres affald. Helt tilbage for 7000 år siden lavede vores forfædre køkkenmøddinger, hvor man for eksempel kan finde skaller fra blåmuslinger, østers, fiskeben og knogler fra dyr. Derfor ved man, at fortidens danskere var glade for østers.