Henry står på golfbanen. Køllen i hånden, bolden på jorden. Han svinger. Et virkelig godt slag – og bolden sejler afsted. Hold da kæææft, hvor er jeg god til golf, må Henry have tænkt. Ovenikøbet selv om jeg aldrig har prøvet det før. I virkeligheden havde han været på golfbanen masser af gange før. Han havde bare glemt det, ligesom han glemte alt andet.
Hukommelse er noget mærkeligt noget. Hvis man har prøvet noget mange gange – sparket til en fodbold, cyklet eller spillet på en guitar, så kan man finde ud af det, selv mange år efter man lærte det. Nærmest som om kroppen bare ved, hvordan den skal gøre. Det er fordi, vi husker på mange forskellige måder. Men det vidste man ikke noget om, før Henry kom på banen. Han blev siden den mest berømte hjerne i verden.
Amerikanske Henry Molaison faldt på cyklen som 7-årig. Det var før cykelhjelmenes tid – i. Og han slog hovedet. Åbenbart så meget, at noget gik alvorlig galt i hans hoved, selv om man ikke kunne se det, da sårene var forsvundet. Nogle år efter sit styrt begyndte han at få anfald, hvor han besvimede. Det blev værre og værre, og da han blev voksen, kunne han ikke arbejde, fordi han hele tiden fik de anfald. Men så mødte han en læge, der mente, at han kunne hjælpe ham. Hvis han bare fik lov at skære den del af hjernen væk, som gav anfaldene.
Henry sagde ja, og lægen gik i gang. Og operationen hjalp da også på anfaldene. Men desværre var al hans hukommelse også forsvundet, da han vågnede efter operationen. Ting, han hørte i radioen eller læste i avisen, forsvandt fra hans hukommelse efter måske et minut. Hver gang han mødte et menneske, vidste han ikke, hvem det var – også selv om han havde talt med dem for to minutter siden. Ellers kunne han nu godt både tale og være nogenlunde normal, og han var i øvrigt en flink fyr, der ikke havde noget imod, at forskerne lavede forsøg med ham. Så det gjorde de.
En af forskerne – Brenda Milner – satte ham til at tegne svære tegninger, mens han kiggede i et spejl. Det er pænt svært, når man ikke har prøvet det før, men efterhånden lærer man det. Milner tog ham også med på golfbanen og gav ham en golfkølle i hånden. Det gjorde hun mange dage i træk. Og hver gang var Henry lige overrasket. Og det samme blev Brenda Milner.
Hun så nemlig, at Henry blev bedre og bedre til at svinge køllen og til at tegne tegningerne. Og det på trods af, at han ikke anede, at han havde prøvet det før, hvis man spurgte ham.
Og Henry var lige så overrasket selv: ”Hm, jeg havde egentlig troet, at det ville være meget sværere.” Det undrede forskeren. For hvis han ikke kunne huske noget, hvordan kunne han så blive bedre? Indtil da havde man mest troet, at hukommelse bare var hukommelse. Men sådan kunne det jo ikke være. Den eneste løsning var, at vi har flere slags hukommelse – og at en af dem husker på, hvordan vi skal bevæge musklerne i bestemte situationer. Siden da blev der lavet utallige undersøgelser af Henry. Også efter han døde for cirka 10 år siden. Forskerne fik nemlig lov til at få hans hjerne og skære den i tynde, tynde skiver, så de kunne se, hvordan den var lavet, og lave en 3D model af den.
Forestil dig, du ikke kan huske noget
Vores hukommelse er livsvigtig. Uden den ville vi ikke kun klare os ret længe. Et liv uden hukommelse må være hårdt. Alle de mennesker, man møder, er ukendte, alle de steder, man kommer hen, er nye. Man deler tit hukommelsen op i korttidshukommelse og langtidshukommelse. Korttidshukommelsen gemmer på ting, der er sket inden for de sidste par minutter. Langtids-hukommelsen derimod gemmer på de ting, vi har oplevet inden for de seneste dage, uger eller år.