”Du får slidgigt, når du hele tiden knækker fingre,” fik drengen Donald af vide. Først af sin mor. Så af sine tanter og senere i livet af sin svigermor. Men lige meget hjalp det på hans fingerknækkeri.
For Donald var en stædig rad. Han ville vise, at de tog fejl.
En af de vigtigste ting, når man laver videnskabelige forsøg, er at være sikker på, hvad man undersøger, og om man har en kontrol i sit forsøg. Det vil sige, at man laver to ens forsøg, hvor man kun ændrer på noget i det ene. Så er man er sikker på, ens resultat ikke bare kan skyldes tilfældigheder.
Og så er det jo godt, at man har to hænder.
Donald L. Unger troede nemlig ikke på hverken sin mor eller nogen af de andre. Derfor traf han en beslutning, da han var dreng. I fremtiden ville han knække fingre mindst to gange om dagen på den venstre hånd. På den højre ville han til gengæld aldrig knække fingre. Højre hånd ville han altså bruge som kontrol, så han var sikker på, at hvis han fik gigt i den venstre hånd, så skyldtes det hans knækkeri og ikke bare en tilfældighed.
Efter 50 år var den unge Donald blev gammel og havde knækket fingre på den venstre hånd mere end 36.000 gange – og hans mor var i øvrigt for længst død. Men nu var tiden kommet til at undersøge forskellen på hænderne.
Han gik til lægen (han for øvrigt også selv blevet læge) og fik sine hænder undersøgt og røntgenfotograferet. Og lægen (ikke ham selv altså) kunne ikke se nogen som helst forskel på højre og venstre hånd. Og der var ingen tegn på slidgigt.
Man kan få lyst til at spørge sig selv, hvilke andre af de regler, som forældre har, som heller ikke passer. Er grøntsager virkelig altid sunde? Og kan det nu også passe, at det er bedst at komme tidligt i seng?
Vidste du?
Når fingrene siger den mærkelige knæklyd, har det en helt ufarlig forklaring. I leddene, der er inde i fingrene, er der noget væske. Når man trækker i leddet, bliver der ligesom ”hul” i væsken, og når det bliver lavet, giver det en knæklyd.
Et sikkert forsøg
Nu er det jo ikke meget kun at lave forsøg med en enkelt person. Faktisk er det så lidt, at man slet ikke rigtig kan lave videnskabelige forsøg på den måde. Ikke desto mindre ville det være rigtig svært at få mange mennesker til at knække fingre kun på deres ene hånd i mange år. Hvis man virkelig ville undersøge slidgigt, ville man finde måske mennesker. Den ene halvdel skulle knække fingre, og den anden halvdel skulle lade helt være. Efter måske et par år med fingerknækkeri ville man undersøge de to grupper for at se, om der var forskel på deres hænder. På den måde ville man få et mere sikkert resultat.