Forestil dig, at du sidder med en lille skarp kniv i hånden. Du sætter den ned mod din arm, trykker til og snitter et sår. Det gør ondt, da der går hul, og blodet pibler lige så stille ned ad armen. Det samme gør du andre steder på kroppen. Men det værste kommer først om et øjeblik, når du smører bræk fra en dødssyg person i sårene.
Gul feber er ikke til at spøge med. Den giver først feber og kvalme, og senere kan man dø af den. Igennem historien har sygdommen taget livet af millioner af mennesker. For cirka 250 år siden anede man ikke, hvor sygdommen kom fra, og hvordan den smittede. Derfor kunne man heller ikke bekæmpe den. For eksempel døde næsten hver tiende person i den amerikanske by Philadelphia på bare to måneder i 1793.
De fleste troede, at sygdommen smittede på samme måde som for eksempel influenza eller forkølelse fra person til person. Men Stubbins Ffirth, der var læge, lagde mærke til, at der var langt færre, der blev smittet og døde om vinteren end om sommeren. Og hvorfor skulle der være forskel på sommer og vinter, hvis det smittede på den måde, alle gik og troede? Der måtte være en anden forklaring.
Et par år efter den store epidemi i startede Ffirth på universitetet i byen og blev hurtigt interesseret i sygdommens hemmeligheder. For at bevise, at smitten ikke gik fra menneske til menneske, ville han prøve at se, om det var muligt at smitte sig selv med den dødelige sygdom! Men før han gik i gang med sig selv, prøvede han at give en hund noget brød, der havde suget bræk fra syge mennesker. Og hunden var så glad det, at den efter et par dage spiste bræk uden brød! Men syg blev den ikke. Heller ikke da han skar et lille sår i dens ryg og smurte opkast i det. En kat fik samme behandling uden at blive syg. Nu var han sikker på, at sygdommen ikke smittede på den måde.
Så skar Ffirth et snit i sin egen arm og smurte bræk fra en syg person i såret. Han ventede et par dage. Intet skete. Så prøvede han det samme 20 andre steder på kroppen – stadig ingen sygdom. Bagefter prøvede han at dryppe bræk i sine øjne, og han varmede det op og indåndede dampene. Stadig ikke så meget som snerten af feber fik han. Det fik han heller ikke, da han drak bræk opløst i vand
– og heller ikke da han til sidst spiste ren opkast fra syge mennesker. Som han selv senere skrev, var det enormt ulækkert, og han var glad for, at han var begyndt med opkast opløst i vand, så han havde vænnet sig til den ”meget sure” smag.
Endelig prøvede han de samme ting med spyt fra de syge. Så med tis – ADR! Og endelig med deres blod!
Men Ffirth blev stadig ikke syg, og på den måde viste han ved at være modig, at gul feber ikke var smitsom. I hvert fald ikke på samme måde som influenza. Men han var faktisk heldig, for senere har man fundet ud af, at gul feber godt kan smitte gennem blod.
Men gåden om, hvorfor det især var om sommeren, folk blev syge og døde af sygdommen, løste han aldrig.
Først cirka 80 år senere fandt en cubansk forsker ud af, at gul feber smitter via myg, der stikker – ligesom malaria. Og i Philadelphia er der på samme måde som i Danmark ikke mange myg i den kølige vinter – derfor var der flest, der blev syge om sommeren.
Det farligste dyr?
Myg står bag mange sygdomme. Når de stikker, starter de med at ”spytte” ind i det lille sår, der hvor de har stukket. Spyttet sørger for, blodet ikke størkner, for så kan myggen jo ikke suge det op. I spyttet kan der være sygdomme, som ikke generer myggen, men som kan slå mennesker ihjel. Gul feber er en af de sygdomme, der overføres via myg, men den værste er malaria, der dræber flere millioner mennesker hvert år. Netop derfor mener mange, at det farligste dyr i verden er myggen. Sygdommen kommer fra en lille parasit – altså en snylter som lever i myggen, og som giver høj feber, når den kommer ind mennesker.