Først bedøver vi huden. Så snitter vi lige så fint et hul i armen ind til den store blodåre. Hov, der kommer lidt blod ud. Nå, nu kan det lange rør langsomt presses ind i blodåren. Hele vejen op til hjertet.
Nogle gange er det godt at gøre noget, selv om ens chef (eller mor eller far) siger, at man ikke må. I hvert fald fik den tyske læge Werner Forssmann den fineste videnskabelige pris i verden – nobelprisen – da han havde gjort noget, som hans chef på det bestemteste havde rystet på hovedet ad.
Vi skal helt tilbage til 1929 – altså for mere end 90 år siden. Dengang kunne man ikke behandle hjerteproblemer nær så godt som i dag. Man kunne ikke komme ind til hjertet uden at skære hul i brystet, og det var temmelig farligt. Men det skulle den unge Werner nok få lavet om på. Han havde set nogle billeder af en hest, hvor et meget tyndt rør – en stålwire der kunne bøje, var stukket ind gennem en blodåre i benet på den levende hest og hele vejen op til hjertet. Da han så billederne, tænkte han, at det måtte man også kunne gøre på mennesker. På den måde kunne man måske blive klogere på hjertet. Han vidste ikke præcis, hvad det ville kunne bruges til, men forstillede sig, at man måske kunne bruge metoden til at måle blodtryk eller putte medicin direkte ind i hjertet, hvis det var sygt. Men hvem skulle lægge hjerte og blodårer til at prøve? Tjaa – hvem var nærmere end ham selv?
Men da han fortalte sin chef på det hospital, hvor han arbejdede, om ideen om at prøve at stikke et tyndt rør gennem blodårerne ind til hjertet, fik han NEJ! Det kunne nemlig være dødsensfarligt – man går ikke bare og stikker tynde rør ind i blodårerne hele vejen op til hjertet. Tænk, hvis hjertet ikke kunne tåle det og gik i stykker, eller røret skar hul i blodåren?
Men Werner var nu ligeglad. Han var nysgerrig og besluttede at prøve. I hemmelighed fik han en sygeplejerske til at hjælpe sig med at gøre alle instrumenterne klar, bedøvede huden og snittede et lille sår ind til en stor blodåre og stak selv det tynde rør ind i blodåren. Det lyder virkelig ikke særlig rart, men gjorde åbenbart ikke så ondt. For da han havde stukket røret hele vejen gennem armen, fulgtes han og sygeplejersken ned på etagen nedenunder. Der lå røntgenafdelingen, hvor de kunne tage billeder af, hvad der foregik inde i kroppen. Her optog de en film, hvor man kunne se, at han stak røret det sidste stykke hele vejen ind til hjertet.
Hans chef blev godt nok stiktosset, da Werner bagefter viste ham filmen! Men det var svært at blive ved med at være vred, når nu det faktisk var en succes. Derfor blev Werner ikke fyret, men fik lov til at prøve på en patient, der i forvejen var meget syg. Og her lykkedes det også.
Med så modigt et eksperiment og så stor succes kunne man godt tro, det ville blive nemt for ham at få et godt job. Men sådan var det slet ikke. Mange syntes, det var for underligt at bruge sig selv om forsøgskanin, og faktisk var han nødt til at opgive at arbejde med hjerter og i stedet arbejde med mænds og kvinders kønsdele.
Først næsten 30 år senere fik han nobelprisen for sit modige forsøg, og det hjalp så ganske gevaldigt på muligheden for at få arbejde. Den dag i dag bruger man netop den metode med at stikke et tyndt rør på måske 2 millimeter gennem en blodåre ind i hjertet for at måle, hvordan det syge hjerte har det. På den måde kan man bedre behandle det.
Vidste du?
- Hjertet slår cirka millioner slag om året.
- Hjertet pumper cirka ,6 millioner liter blod rundt i kroppen om året.
- Vi har cirka 40.000 km blodårer i kroppen. De kan nå rundt om Jorden, hvis de lægges i forlængelse af hinanden.
Man kan godt leve uden hjerte
Man kan faktisk godt leve uden hjerte, selv om det er livsvigtigt for at transportere energi, ilt og affaldsstoffer rundt i hele kroppen. Nogle ganske få mennesker har ikke noget hjerte, men i stedet en lille pumpe, der hele tiden bevæger blodet rundt. Hvis man mærker på deres arm, kan man ikke mærke, de har en puls som vi andre, fordi det ikke er en muskel, der pumper blodet rundt.