Det var ikke bare for at blive klogere på Jordens indre, at russerne i 1970 gik i gang med at bore. De var nemlig i gang med en konkurrence med USA. For 40-50 år siden konkurrerede russerne og amerikanerne om at være bedst i alt muligt. Bedst i sport, bedst i kunst – og bedst i videnskab. Og bedst til at grave dybest!
De fleste har gravet huller. Ved stranden, i haven eller når et træ skal plantes. Men sådan rigtig, rigtig dybe huller findes der ikke mange af. Og der er ellers gode grunde til at bore dybt ned. For vi ved faktisk mere om planeten Mars, end vi ved om Jordens indre. Og hvis vi vidste lidt mere om Jordens opbygning, ville vi også have bedre viden om for eksempel vulkaner og jordskælv.
Russerne var lidt bagud i 1970. De var ellers kommet bedst fra start i konkurrencen om videnskab, da de i 1961 for allerførste gang sendte en mand ud i rummet og fik ham levende tilbage. Det gjorde ikke amerikanerne glade. Men i 1969 havde russerne fået videnskabeligt baghjul, da amerikanerne sendte de første mænd til Månen – og fik dem tilbage til Jorden.
Nu manglede russerne et projekt, der kunne bringe dem op foran amerikanerne igen – og hvad kunne være bedre end at bore verdens dybeste hul. Amerikanerne havde opgivet et ellers storstilet boreprojekt i 1966 efter kun at være nået 186 meter ned, så nu var muligheden der. Russerne ville helt ned i kilometers dybde.
Hullet blev planlagt til at ligge på Kolahalvøen ikke så langt fra Finland. Boringen gik i gang. Men det var ikke nemt. Russerne var nemlig nødt til at udvikle helt nye teknikker for at kunne bore så langt ned, som de havde planlagt. Og selv da de var opfundet, tog det laaaaang tid. Oppefra så hullet ikke ud af noget særligt. Det var kun 23 cm i diameter, eller samme størrelse som en tallerken. Men dybt, det var det.
Efter 9 år var russerne kommet cirka 10 kilometer ned. Men så gik der noget galt, og borehovedet brækkede af og blev liggende nede i hullet. Men det fik ikke russerne til at give op. De startede på et nyt hul, og 20 år efter de begyndte, nåede de ned i over 12 kilometers dybde. Dernede er der over 180 grader varmt, trykket er helt vildt, og klippen er nærmest flydende. På vejen havde de gjort flere store opdagelser. Blandt andet havde de boret igennem klipper, der var 2700 millioner år gamle og fundet spor af liv i cirka 6 kilometers dybde.
Men efter 12 kilometer gik den ikke længere. Der var ikke flere penge til boringerne, og desuden var al konkurrencen mellem USA og Rusland i mellemtiden stoppet. I dag er hullet der stadigvæk, men ingen borer mere. Og tænk lige over det – det tog 20 år at komme ned i 12 kilometers dybde eller cirka 1/500 af vejen ind til centrum af jordkloden!
Nu er amerikanerne for øvrigt i gang med et projekt, der skal endnu længere ned. Måske er forskere bare virkelig store konkurrencemennesker.
Jordens opbygning
Normalt deler man jordkloden ind i tre lag. Det yderste lag er det tyndeste. Det kaldes skorpen, og det er kun mellem 5 og 70 kilometer tykt. Under det ligger kappen, der er 2900 kilometer tyk. Inderst ligger kernen. Den er med sine 6000-7000 grader varmere end overfladen af Solen.