På stolen i venteværelset sidder en ung kvinde. Hun er i gang med at udfylde et spørgeskema. Pludselig kommer en fed, mørk røg væltende ind i rummet. Noget må være helt galt. Det ligner brand. Men hvad gør kvinden? Kalder hun på hjælp? Eller lader hun som ingenting? Hvad ville du gøre?
Indimellem laver forskerne videnskabelige eksperimenter, fordi der er sket noget forfærdeligt. I 1964 blev en ung kvinde – Kitty Genovese – overfaldet på gaden i New York. Det var aften, og hun råbte højt om hjælp. Alligevel var der ikke nogen, der hjalp hende. Hun døde af overfaldet. Bagefter fandt man ud af, at der var mange mennesker, der måtte have hørt hende råbe om hjælp. Eller ligefrem set overfaldet. Det store spørgsmål var, hvorfor ingen gjorde noget for at hjælpe. Der var kun én, der ringede til politiet.
Det fik de to forskere Bibb Latané og John Darley til at spekulere. De arbejdede med, hvordan vi reagerer i grupper, og de ville teste, om sagen om overfaldet var et tilfælde eller ej. De havde en idé om, at hvis der er flere mennesker til stede, er der mindre chance for, at nogen hjælper. Selv om det lyder underligt.
De to forskere fik fat i en flok studerende på deres universitet, som gerne ville være med til at fortælle om livet på universitetet. Det var i hvert fald det, de troede, de skulle. Men i virkeligheden blev de narret. For da de kom til forsøget, blev de sat ind i et venteværelse for at udfylde et spørgeskema – enten alene eller sammen med to andre. De to andre var forskernes hjælpere.
Da de studerende havde siddet i venteværelset i et stykke tid, begyndte tyk røg at vælte ind i rummet. Det så ud som om, der måtte være brand et sted. Og nu kom det øjeblik, som forskerne havde ventet på.
Gennem det, som de studerende troede var et spejl, kunne forskerne se, om de hentede hjælp, når røgen kom. Eller om de ikke gjorde noget. Ville der være forskel på, om forsøgspersonerne sad alene i rummet, eller om de var flere sammen?
Dem, der sad alene, var de mest fornuftige. Når de opdagede røgen, blev de først forbavsede. Så overvejede de lidt, kiggede måske lidt på spørgeskemaet. Så rejste de sig og hentede hjælp. Tre ud af fire hentede hjælp.
Helt anderledes så det ud, når der var andre i venteværelset sammen med de studerende. Da røgen begyndte at strømme ind i rummet, kiggede forskernes hjælpere bare på røgen og lod ellers som ingenting. De trak på skuldrene og fortsatte med at lade som om, de udfyldte deres spørgeskemaer. Indimellem viftede de røgen væk fra ansigtet. For rummet blev jo fuldt af røg. Hvis forsøgspersonerne prøvede at tale til hjælperne, lod de som ingenting. De sagde bare: ”Det ved jeg ikke noget om”.
Og så kom det vilde resultat. For hvis andre i rummet bare lod som ingenting, gjorde færre af forsøgspersonerne noget ved det. Selv om det jo stadig så lige farligt ud. Kun 1 ud af 10 hentede hjælp, hvis de andre var ligeglade. Det var som om, at hvis andre ikke gjorde noget, så gjorde ingen noget. Præcis som ved overfaldet på Kitty Genovese, hvor ingen hjalp.
Det lyder næsten som om, at hvis man en dag kommer i en nødsituation, er det bedre, at der kun er én person i nærheden til at hjælpe end mange.
Forklaringen
Fænomenet hedder ”tilskuereffekten” (bystander-effekten). Hvorfor det sker, er der flere bud på. Det mest nærliggende er, at det er svært at vide, hvem der har ansvaret. Når der er mange tilskuere, er det nemmere at tænke, at det må ”nogen” gøre noget ved. Når man er alene, er der ikke nogen tvivl. Og det er for resten ikke kun noget, der gælder hos voksne. Forsøg viser, at børn opfører sig på samme måde.